I dag fejrer jeg 5 år som fuldtids-soloboss.
Jeg kan melde, at jeg fortsat synes, det er den allerbedste beslutning i hele mit liv, at jeg blev selvstændig.
Det skulle jeg nok have gjort noget før – men tiden som knap 6 år som deltids-selvstændig inden, gav mig faktisk gode erfaringer til at starte ud på fuld tid, så no regrets.
På dagen i dag reflekterer jeg dog lidt. For jeg synes ind i mellem at soloselvstændige har lidt trange kår.
Vi tæller også!
Eller gør vi?
Vi har ikke de samme rettigheder som andre (fx dagpenge) – og en artikel tilbage i februar beskrev endda, at nogle banker så positivt på de mange selvstændige, som desværre går konkurs. For det påvirker ikke den overordnede økonomi.
Excuse me!
Som selvstændige betaler vi da også skat – og det må vel tælle et sted i det store billede? Ellers vil jeg da gerne have den portion, jeg har indbetalt tilbage igen.
Men fair nok, hver sin holdning.
Jeg vil dog nok mene, at de selvstændige, der går konkurs, ikke er upåvirkelige.
Dagen fejres med lidt godt fra havet 😉
Selvstændighed som et (nødvendigt) valg
Må jeg også minde om, at mange af os, der er selvstændige, er det af en årsag.
For at gribe i egen barm, kan jeg berette, at min vej til selvstændighed gik over et par stresssygemeldinger, en veludviklet balanceforstyrrelse, talrige frustrationer, mistrivsel og en undren over at jeg ”ikke passede ind i systemet”, fordi jeg ikke trivedes som lønmodtager.
Mit selvbestemmelsesgen og frihedstrang er ret stor. Jeg foretrækker at arbejde alene med samarbejdspartnere, jeg ynder ikke storrumskontorer, fælles julefrokoster, fredagsbar og chefer. Om end jeg har haft nogle virkelig gode nogen af sidste slags, som forstod disse ting.
Jeg ville bare hellere bestemme det hele selv og have 100% fleksibilitet.
Mit helbred dur ikke til den måde ”man går på arbejde på” – men måske handler det ikke om, at jeg ikke passer ind i systemet. Heller ikke om, du ikke passer ind i systemet, hvis du genkender min beskrivelse.
Måske handler det om, at systemet ikke passer til os. Til mennesker i al almindelighed og i særdeleshed. Blot en tanke. Der er måske nok en årsag til, at så mange oplever stress, depressioner, forværrede sygdomssymptomer og skavanker.
Men det betyder jo ikke, at vi ikke kan bidrage, blot fordi vi måske er lidt anderledes indrettet end andre. Eller er lidt mere sensible ift. hamsterhjul og arbejdskultur. Eller har helbred, som vi vælger at prioritere – måske af nød.
Men det betyder, at nej: Vi kan ikke “bare” gå ud og få et lønmodtagerjob, hvis det kniber med at være selvstændig.
Og det her er faktisk vigtigt:
Vi har taget et aktivt valg for at undgå noget andet
Jeg selv (og mange flere) er blevet selvstændig, fordi jeg havde brug for at fungere på mine præmisser – og for at bidrage med det, jeg kan. For jeg kan godt arbejde mange timer og performe, når jeg har ro til det og kan indrette min egen dag med møder, når det passer mig, mødetider når det harmonerer med mine skavanker – og fleksibiliteten, der gør, at jeg trives.
Alternativet for mig, havde været en lang sygemelding, der meget let kunne være endt i årevis af udredninger til en flexstilling eller måske endda en pension. Og det havde nok ikke været helt billigt, forestiller jeg mig.
Jeg valgte at blive selvstændig for at undgå det. Fordi jeg vidste, at jeg som selvstændig kunne have en tilknytning til arbejdsmarkedet, tjene penge, klare mig selv og betale skat til det fælles gode. Og måske spare os alle for den her udredning, som jeg godt kunne ane i horisonten.
Lad det være sagt: Jeg shamer ingen! Hvis der er brug for det, og det er den rigtige løsning, så skal man da have udredning og støtte. Ingen tvivl om det. Jeg havde bare brug for noget andet. Jeg havde brug for at være selvstændig.
Jeg ser frem til mange, mange år i soloboss-chef-stolen!
Succes handler ikke kun om vækst og millioner
Jeg bliver forstemt over, at der er en tendens til at man ofte kun tæller som dygtig iværksætter eller succesfuld selvstændig, hvis man leverer millionoverskud, vækstambitioner, der vokser ind i himmelen, skaber 1000vis af arbejdspladser og kan fremvise Gazelle-priser og entreprenørskabspræmier.
Vi er faktisk mange, der er godt tilfreds med at tjene det, der gør, at vi har mad på bordet, kan betale vores regninger og have en skilling til overs – efter vi har betalt vores skat, som ikke tæller i det store billede… men det ville det nok gøre, hvis vi alle var på overførselsindkomst.
Og igen, det er der ingen ko på isen over – jeg forsøger bare at italesætte, at man godt kan være en succes målt på andre parametre.
Så make my day:
Klap dig selv på skulderen, hvis du også er soloboss – fejr med mig, at vi trives med det – og jeg siger bare:
Nu har jeg rundet de knap 11 år som soloboss – de 5 på fuldtid – og at jeg er fuld af arbejdsglæde, gå-på-mod, initiativ og virkelyst.
Mit helbred er godt, og jeg har den ære og det privilegie hver dag at arbejde med de bedste kunder i hele verden, være en del af et skønt samarbejdsnetværk og står op hver morgen (når det passer mig) for at yde mit bedste – på min måde.
Og det vil jeg sørme ikke undvære! Bum!