Rigtig mange af mine opgaver i det virtuelle værksted i denne tid, handler om at planlægge sommerferiens markedsføring for mine kunder.

Ikke bare planlægger vi, hvilke opslag, nyhedsbreve, blogindlæg, kampagner og evt. annoncer, der skal køre i sommerferien. Vi effekturer også planen.

Det vil sige, at alt er skrevet, produceret og lagt klar i planlægningsværktøjer, sådan at mine kunder kan holde fri i sommerferien – uden at miste deres online synlighed.

 

Hold dampen oppe i ferien

 

Det er virkelig vigtigt, at du holder din markedsføring kørende i sommerferien (og alle andre ferier også).

Det er der flere grunde til:

 

SoMe

 

1. Hvis du har et godt flow i dine sociale medie-opslag, og algoritmerne har et godt øje til dig, er det totalt ødelæggende for din synlighed på SoMe, hvis du pludselig stopper helt med at poste.

Din synlighed daler, og så skal du starte næsten forfra efter ferien. Det dur simpelthen ikke!

Sørg derfor for, at du har produceret dine opslag inden du går på ferie og har lagt dem klar til automatisk udgivelse.

 

Blogindlæg

 

2. Blogindlæg er en fantastisk kilde til at dele værdi til din målgruppe. De er også rigtig gode til at skabe klik ind på din hjemmeside, hvis du f.eks. deler links til dine blogindlæg i nyhedsbrevet eller dine opslag på sociale medier.

Trafik til din hjemmeside betyder at f.eks.Googles små robotter opdager din side. Dermed har du mulighed for, at dine blogindlæg og din hjemmeside bliver lettere at finde, når andre googler noget, du kan hjælpe dem med – og som du har skrevet om på din hjemmeside og din blog.

Går du på ferie uden at have forberedt blogindlæg, som udgives på din blog i løbet af ferien, så løber du panden mod muren rent SEO-mæssigt og synlighedsmæssigt.

Robotterne vil simpelthen konkludere, at din hjemmeside står stille, der sker ikke en hujende hatfis der, så de kører udenom dig, og det skader din SEO status. Altså din synlighed. Du bliver svære at finde online.

(SEO er søgemaskineoptimering, for du skal naturligvis gøre din hjemmeside og blogindlæg søgbare. Brug f.eks. plugin’et SEO by YOAST, hvis du har en WordPress hjemmeside). Læs gæsteblogindlæg af Majbritt Lund her: Din nemme guide til at købe SEO 

 

Email marketing

 

3. Blot fordi du – og måske også dine følgere og kunder holder ferie – så betyder det ikke, at dit nyhedsbrev skal holde ferie.

Husk, at ligesom du sikkert læser mails i din ferie (de private, ikke de arbejdsmæssige), så tjekker dine læsere også deres indbakke.

Måske har de endda mere tid og overskud til at forholde sig til dine budskaber i ferien, hvilket er årsagen til, at du fortsat skal sende dine nyhedsbreve i ferien.

Du har her en enestående kommunikationskanal, der lander lige for øjnene af din målgruppe – og de ønsker eller problemer de bøvler med, og som du kan hjælpe dem med, dem har de også i en ferie.

Sørg derfor for at du sender nyhedsbreve i ferien, hvor du holder din kommunikationslinje åben, deler viden og værdi, som målgruppen efterspørger. Det er nemlig slet ikke usandsynligt, at læserne i ferien beslutter, at NU skal de have fat i dig, når du er tilbage fra ferie – og booke en tid eller afklarende samtale i din kalender.

Dermed holder du deres opmærksomhed, selv om du holder fri.

 

Din opgave er nu …

 

Markedsføring er en ongoing aktivitet, som du ikke skal slække på hverken i krisetider eller i ferien.

Du skal derimod opretholde din markedsføringsindsats og din oline synlighed.

Det er den måde, du kan skabe opmærksomhed om dig og din virksomhed, og det er sådan du sikrer, at dine læsere, følgere og kunder ikke glemmer dig i ferieperioder.

Ved at holde et stabilt flow i din markedsføring, sikrer du, at du forbliver top of mind for dem, der følger dig. Det vil sige, dig de tænker på at kontakte som den første, når de er parat til at få hjælp, rådgivning, behandling osv. hos dig.

Hvis du slækker på din markedsføring, kommunikation og synlighed – blot i et par ugers ferie – mister du faktisk alt det gode, du har bygget op.

Så jeg vil anbefale at du nu:

  • Får overblik over, hvad du vil markedsføre i din ferie
  • Hvor mange blogs/nyhedsbreve/sociale medieopslag/podcasts/videoer osv. du skal udarbejde for at holde dampen oppe i ferien
  • Får sammensat en plan, der giver dig tid til at producere dit indhold
  • Planlægger dit indhold til automatisk udgivelse
  • Holder fri med god samvittighed – og opretholdt online synlighed