Jeg er i den heldige position, at jeg hver dag får lov at arbejde med passionerede soloselvstændige som dig, der gerne vil have hjælp til online kommunikation og markedsføring.
Det betyder, at jeg taler med rigtig mange solobosser – og jeg ser et mønster, som jeg gerne vil sætte fokus på i dag.
For måske kender du det fra dig selv? Måske vil du også gerne gøre noget ved det?
Markedsføring fungerer ikke på intentioner
Størstedelen af de kunder, der kommer ind i mit bureau, drømmer om mere synlighed. Det er faktisk et dybtfølt og brændende ønske.
De har gjort sig mange tanker om deres markedsføring.
Nogle har også fine planer for deres markedsføring.
Andre har stakkevis af tekster til nyhedsbrev og blogs i skuffen.
Flere har researchet grundig på podcast-programmer og webinar-systemer.
Mønstret er, at der ligger mange, store og seriøse intentioner om at markedsføre sig.
MEN… der er ikke taget handling på nogle af indsatserne.
Og det er altså trist.
For desværre er intentioner ikke nok, når det kommer til at skabe et synligheds-flow.
- Du får ingen synlighed af at tænke på at skrive nyhedsbreve.
- Der er heller ingen der opdager din nye FB-gruppe, hvis du ikke fortæller om den.
- Og selv om research er godt, så bliver en podcast ikke produceret på ønsker alene.
Du får med andre ord ingen succes med din markedsføring, hvis du lader det blive ved intentionen.
Der skal langt mere konkrete metoder til.
Markedsføring fungerer på effektuering og handling
Det er (desværre) ikke nok med gode intentioner.
Der skal handling bag.
Du skal effektuere på dine intentioner, og det får du en øvelse til her:
Hver gang du tænker noget i stil med: “Nu skal jeg altså også skrive et nyhedsbrev/blog/slå op på sociale medier …osv”, så sætter du dig til at gøre netop det.
Kan du ikke gøre det med det samme, så sæt tid af i din kalender og udfør så opgaven på det valgte tidspunkt.
Kan du se, hvor meget mere konkret det er. Det er handling bag ord og tanker.
Det er omsætning af intentioner til action.
Action giver synlighed.
Handling bryder mønstret af intentioner og bliver virkelighed.
Hvad kan du gøre i dag, for at have færre intentioner og mere handling
Der er altid en lille ting, du kan starte med for at bryde intentionen ned i brugbare handlinger.
Jeg vil gerne hjælpe dig på vej med nogle forslag:
- Sæt tid af i din kalender til at skabe indhold, som du så benytter i dit nyhedsbrev.
- Den samme tekst kan du lægge på din blog.
- Dele af teksten i nyhedsbrevet/bloggen hapser du ud, og benytter til 2-4 Facebook- eller Instagram opslag
- Et par af dine bedste linjer kan du opsætte i en grafik og dele på sociale medier
- Du kan endda lave en video eller live-udsendelse og gå mere i dybden med det, du har skrevet om i nyhedsbrevet/bloggen
På den måde kan du meget let gå fra tanke til handling, og dreje din intention om mere markedsføring og synlighed til faktisk at gå i opfyldelse.
Og du kan, ved at lave et enkelt stykke indhold – i eksemplet her et nyhedsbrev, få flere andre typer indhold ud af det.
Lidt bliver til meget – og du styrker din online synlighed. Og får meget lettere ved at overskue din markedsføring.