At skynde sig langsomt

Hilsen fra orlovs-land / del 1

Jeg holder (som bekendt, hvis du læser med på nyhedsbrev og SoMe) orlov i perioden 1. april til 31. juli. Og her en måned inde i min orlov, er jeg rigtig godt tilfreds.

Mange har efterspurgt, om jeg ville dele min proces – eller i hvert fald give en status undervejs i orloven, og det gør jeg gerne – begyndende i dag med denne beretning.

Hvorfor dog holde orlov? Baggrunden bag beslutningen

For mig var det på den ene side en meget lang og besværlig beslutning at trække stikket – og på den anden side, var det super let, på den der elegante facon, som livet nogle gange kan præsentere os for.

Jeg havde i ret mange måneder fornemmet et skifte. I mig og min forretning. Men det var utroligt svært for mig at finde ro og tilstrækkelig tid til at lytte ind og mærke efter, hvad den her fornemmelse handlede om.

Der gik nogle ferier, weekender og lidt helligdage med at gøre et forsøg. Uden held.

Og mens fornemmelsen bare voksede, og begyndte at udmønte sig i tiltagende frustration og irritation over, at “noget” føltes forkert, tumlede jeg videre i mit selv-designede hamsterhjul og arbejdede solen sort. For det kan (øhh…. kunne) jeg egentlig godt lide – for jeg drives af fremdrift og passion.

Men verden ville noget andet. Det føltes ikke rigtigt længere. Min entusiasme fik et knæk, for i virkeligheden havde jeg mest lyst til en meget lang ferie. Som i laaaang.

Halli-hallo! Jeg kunne godt mærke signalerne om, at jeg nok skulle udforske min “fornemmelse for transformation” noget mere. Men, der var jo lige den opgave, og den opgave og …, som jeg liiiige skulle have klaret først.

Det er virkelig anstrengende i længden at overhøre noget, som så kraftfuldt gerne vil høres!

Så jeg besluttede at stoppe op. Hvad var det egentlig, jeg var så utilfreds og frustreret over?

Hvad ville jeg i stedet? Og hvorfor?

Det ser ud som bittesmå spørgsmål, men er faktisk ret store og eksistentielle. I hvert fald, hvis du tror, du lige kan fikse dem på en weekend eller mini-ferie. Det kunne jeg ikke.

Og da jeg så fik en af de store wake-up calls lige på tærsklen til det nye år – en tur i kræftpakke, der heldigvis viste, at alt er godt, godartet og ufarligt – blev dét vendepunktet!

Lige dér i angst og usikkerhed – og med livet passerende revy for mit indre blik under dynen om natten med tårer i øjenkrogen af træthed og uvished – kunne jeg pludselig godt mærke, hvad der var vigtigst. I mit liv. For mig.

Og det er ikke arbejde! 

Hvilket faktisk kom som lidt af et chok for mig! For jeg elsker jo at arbejde, at hjælpe, planlægge, effektuere og få ting til at ske – gøre en forskel.

Men det stod klart, at selv om det ligger mit hjerte nært at arbejde, fordi jeg elsker, hvad jeg beskæftiger mig med – så elsker jeg faktisk min mand, mine pote-babyer og min familie og venner mere. Og jeg mærkede også et stort behov for at elske mig selv lidt mere. Være god ved mig. Ikke kun mine kunder gennem mit arbejde.

Og pludselig landede alle de små detaljer som perler på en snor. Det så virkelig smukt og elegant ud for mit indre blik – og faciliteret af min mands forsigtige forslag om “at en pause måske var en god ide?”

Ja! Det var en god ide. Selv om jeg ikke synes det i starten, for hvad nu, hvis nogen blev sure, ikke gad arbejde med mig mere, synes jeg var unfair og egoistisk??

Men hvad nu, hvis jeg ville være en virkelig utiltalende, indebrændt, overarbejdet og træt samarbejdspartner, hvis jeg blev ved at fræse rundt i mit hamsterhjul? Hvem ville have glæde af det.

Ingen. Og så krystalliserede billedet af en orlov sig – og det føltes helt rigtigt, godt, trygt og perfekt! 

Så sådan blev det. Og uden sure miner – til gengæld så mange kærlige, venlige, interesserede og varme hilsner og opbakning om min beslutning – af hjertet tak for dem.

Fuld fart frem har en konsekvens – om du vil lytte eller ej

Af natur er jeg et ret utålmodigt menneske. Jeg har traditionelt set ikke været god til pauser, men i stedet virkelig god til at tappe ind i min store energi og drive. For mig er stilstand afvikling – og derfor er jeg i vigør og beskæftiget med noget næsten hele tiden.

Jeg er med andre ord i fart. Jeg synes, det er ubehageligt at være ubeskæftiget, men jeg var blevet fartblind.

Så når jeg nu, her en måned inde i min orlov, har haft tid og ro til at mærke efter – og efterrationalisere – er det måske ikke mærkeligt, at jeg begyndte at følte mig lidt træt og uinspireret efter mange års aktivitet, ansvar og “videre-videre-mentalitet” – på job og privat.

Det var måske slet ikke så besynderligt med min tiltagende frustration over, at jeg ikke kunne løse det i en ruf: Bare hurtigt finde ud af, hvad jeg var mellemtilfreds med – og komme videre.

For det er nok ikke det, der er meningen.

Når farten er så høj i så lang tid, så skal der restitueres. Det er jo egentlig logisk, hvis jeg havde tænkt mig om. Det gjorde jeg ikke.

Og når universet sender dig gentagne hint om at stoppe op, mærke efter og tage tid til eftertanke, som jeg i lighed med en elefant på line, balancerede klumset hen over uden at erkende og ville forholde mig til – for jeg skulle jo videre i teksten – så kommer der andre boller på suppen:

Som en helbredsudfordring, hvor du skal nedsætte farten og holde øjne og ører åbne. I mit tilfælde var det oplevelsen med sygehuset – plus en insisterende smerte i nakke, ryg, lænd, arme og hænder, som følge af aaaalt for mange timers tastatur-belastning.

Så fat det dog!

Sådan forestiller jeg mig, at mine guider på den anden side har råbt til mig højt og længe. I hvert fald fortæller min spirituelle rådgiver, at hun hørte klapsalver fra dem, da beslutningen om orlov var taget.

Godt så!

Mig – og elefanten i rummet, som jeg så “fint” valgte at overse: 🙂

At skynde sig langsomt

Min orlov er altså godt i gang – og hovedopgaven har været: Ingenting.

Og det lyder måske rigtig rart og hyggeligt og attråværdigt. Det har det ikke været!

Det har været rigtig svært. For mig. At sidde stille. Ikke at hænge i klokken. Ikke være i gang.

Det er lidt som en detox, tror jeg – sådan en mental tids-detox.

Men det hjælper gevaldigt på det. 😉 Jeg kommer efter det. Og som min mand siger: Du er så dygtig til mange ting – du skal bare øve dig lidt mere, så bliver du også god til “ingenting”.

Altså at lave ingenting. Derfor har mit nye mantra for april altså været “at skynde mig langsomt“.

Og det har jeg gjort! Jeg tager skam opgaven alvorligt – og da jeg elsker at lære nye ting, har jeg kastet mig over udfordringen med (langsom) ildhu:

Langsomme morgener

Langsomme frokoster

Langsomme gå-ture

Langsomme opgaver

Langsomme tanker

Ja, jeg gør i det hele taget ting meget, meget langsommere end jeg plejer – og jeg begynder at kunne lide det.

Det dvælende, eftertænksomme og rolige tempo kan bestemt noget.

Og smerterne i nakke, skulder, ryg og lænd er næsten væk. Jeg sover godt.

Og tanker begynder (langsomt) at tage form for mit nye arbejdsliv, virksomheds set-up og en ramme, hvor der bliver plads til andre ting end “all work and no play”.

Så alt er godt!

Hilsen Rikke (aka “dovendyret”) 😀

En smule har jeg dog præsteret i april

– Læst det meste af Outlander-serien på 9 meget TYKKE bogbind

– Set DR-dokumentar om modstandsbevægelsen

– Sovet længe

– Hjulpet med et par af de opgaver, som jeg løser i min orlov, fordi de blev booket ind for længe siden (nej, jeg tager ikke nye opgaver ind)

– Påbegyndt opbygningen af min nye hjemmeside

– Lagt rammerne for en ny prisstruktur – ongoing

– Plottet sommerens køkkenhave og gjort højbede parat

– Fået taget nye fotos til hjemmeside og SoMe – til når jeg starter op igen

– Haft veninder på besøg

– Gået ture med kontorchefen og HR-chefen (vufferne…)

– Funderet over en skitse for mit fremtidige arbejdsliv, antal timer og struktur – ongoing

– Holdt påske – hygge og ingen krav

– Skrevet et nyhedsbrev

– Følt mig taknemmelig, privilegeret og i ro